Kort svar: En SEO-tekst er en tekst, der er skrevet til at blive fundet på Google – og til at blive læst af mennesker. Den bygger på en søgeordsanalyse, svarer præcist på det, folk søger efter, og gør det bedre end konkurrenterne. Det handler ikke om at proppe søgeord ind, men om at være det bedste svar.
Inden for SEO bliver der snakket meget om at lave „SEO-tekster”. Alt for ofte ender det med tørre, overfladiske tekster, som ingen andre end Google læser.
Det er en kæmpe fejl.
Du behøver ikke være SEO-tekstforfatter for at skrive indhold, der både rangerer og engagerer. En moderne SEO-tekst besvarer spørgsmål, matcher søgehensigten og leverer reel værdi – med tekst, billeder, video eller grafik. I denne guide får du 12 trin, du kan bruge med det samme.
Step 1: Start med godt forarbejde – søgeordsanalysen
Det hjælper intet at skrive den perfekte SEO-tekst, hvis du målretter et søgeord, som ingen søger efter. Det kan man kalde spildt arbejde. Derfor starter enhver god SEO-tekst med en søgeordsanalyse.
Jeg har allerede lavet en dybdegående artikel (og video) om, hvordan du laver en søgeordsanalyse, så det gider jeg ikke kede dig med her. Men husk: Ifølge undersøgelser fra Ahrefs får langt over 90 % af alle sider på nettet ingen trafik fra Google overhovedet. En af de største grunde er, at de er skrevet om noget, ingen søger efter – eller på en måde, der ikke matcher det, folk leder efter.
Søgeordsanalysen er lige så vigtig for din SEO-tekst som ingredienserne er for en lækker opskrift.
Step 2: Match søgehensigten
At matche søgehensigten betyder, at du viser det, den søgende leder efter. Hvem søger, hvorfor søger de, og hvad forventer de at finde? Det er en naturlig forlængelse af din søgeordsanalyse, og det er lige så afgørende som at vælge de rigtige søgeord.
Det nemmeste sted at starte er Google selv. Søg på dit søgeord og se, hvad der ligger på side 1. Tag fx søgeordet „træningsprogram”. Her finder du primært gratis programmer, oversigter og guides med tips og råd. Der ligger ikke sider i toppen, hvor du bare kan købe et træningsprogram. Folk, der søger på det ord, leder altså ikke nødvendigvis efter et sted at købe.

Det betyder ikke, at søgeordet er ubrugeligt. Det kan være en glimrende mulighed for at opbygge troværdighed og blive en autoritet på dit område. Men folk er tidligt i beslutningsprocessen og er måske ikke klar til at betale for en personlig træner endnu. Den indsigt er vigtig, når du skal prioritere din tid.
Stil dig selv to spørgsmål, før du skriver: Hvad søger folk efter? Og hvordan kan du bedst besvare deres spørgsmål, imødekomme deres bekymringer og løse deres tvivl? Det er det absolut vigtigste, hvis du vil findes på Google.

Step 3: Lav bedre indhold end dine konkurrenter
Om din SEO-tekst kommer i toppen, afhænger i den grad af, hvor godt dit indhold er. Vil du slå dine konkurrenter, skal du lave BEDRE indhold end dem.
Men hvad er godt indhold lige? Det korte svar er: mange ting. Det kan fx være, at du:
- Svarer mere præcist og grundigt på læserens spørgsmål.
- Bruger flere eksempler og flere billeder, der faktisk forklarer noget.
- Har en tydelig struktur med kort svar, opsummeringer og fremhævet tekst.
- Bruger video, hvis dine konkurrenter ikke gør.
- Tilføjer noget, kun du kan: dine egne erfaringer, tal, cases og holdninger.
Det sidste punkt er blevet vigtigere end nogensinde. Når alle kan få AI til at skrive en tekst om det samme emne, er det dine egne erfaringer, der gør din tekst anderledes – og bedre.
Her er et eksempel på, hvordan jeg brugte video til at skabe BEDRE indhold på en affiliate-hjemmeside:

Jeg har en mindre affiliate-hjemmeside, der anmelder kosttilskud, og jeg ville gerne rangere på „bedste proteinpulver”. Alle de andre sider havde lange vejledninger og masser af tekst, men mange brugte ikke video. Ved at lave en video om emnet kæmper min side nu om en plads på side 1.
Step 4: Skriv så langt, som emnet kræver
Det er ikke længden, men indholdet, der er vigtigt. (Men det er altså også lidt længden.)
Google har flere gange sagt, at antallet af ord ikke i sig selv er en rankingfaktor. Alligevel viser undersøgelser en tendens til, at lange tekster ligger bedre. En undersøgelse fra Brian Dean (Backlinko) fandt, at det gennemsnitlige resultat på Googles side 1 indeholdt 1.447 ord.

Forklaringen er ikke, at Google tæller ord. Det er, at en grundig tekst typisk svarer på flere af læserens spørgsmål og dækker flere af de søgninger, der hører til emnet. Så hvis du skriver 200 ord om et emne, hvor konkurrenterne har skrevet 2.000, skal du ikke regne med at komme op.
Men undgå „sludder for en sladder”-tekster, der er lange for længdens skyld. Fyld ikke på med gentagelser. Kig på dine konkurrenter, og skriv det, der skal til for at give det bedste svar – hverken mere eller mindre.
Step 5: Husk at nævne dit søgeord – men giv densitet fingeren!
Søgeordsdensitet er, hvor mange gange dit søgeord optræder i forhold til tekstens samlede længde. For mere end 10 år siden handlede SEO tit om at fylde teksten med søgeord. Det virker ikke længere – i dag kan det tværtimod få din tekst til at ligne spam.
Brug dit søgeord de steder, hvor det giver mening: i titlen, i H1, tidligt i teksten, i en underoverskrift eller to og i URL’en. Resten kommer naturligt, når du skriver om emnet. Jeg tænker ærligt talt ikke over densitet i praksis. Men har du slet ikke nævnt dit søgeord – eller nævnt det OVERDREVET meget – så er det værd at kigge på.
Step 6: Brug relaterede søgeord og dæk hele emnet
Det er ikke nok kun at fokusere på ét søgeord. Vil du dække hele brugerens søgeintention, skal du også bruge de ord og begreber, der naturligt hører til emnet.
Er dit søgeord fx „SEO-tekster”, kan relaterede ord være „søgemaskineoptimering”, „søgeordsanalyse”, „søgehensigt”, „organisk trafik” og „Google-placering”. Ved at bruge dem:
- rammer du flere søgninger, også de lange og specifikke,
- gør du det lettere for Google at forstå, hvad din tekst handler om,
- og undgår du at gentage det samme søgeord igen og igen.
Du støder måske på begrebet „LSI keywords”. Det er en gammel betegnelse, som Google selv har afvist, at de bruger. Men idéen bag er god nok: Skriv om hele emnet, ikke kun om ét ord. Du finder relaterede ord i Googles forslag, når du skriver i søgefeltet, i „Andre stiller også disse spørgsmål” og i værktøjer som Ahrefs og Semrush.
Step 7: Brug interne og eksterne links
Links er broer, der forbinder dit indhold med andre relevante sider.
Interne links fører til andre sider på din egen hjemmeside. De hjælper Google med at forstå, hvordan dit indhold hænger sammen, og hvilke sider der er vigtigst. Og de hjælper læseren med at finde mere. Når du skriver en ny artikel, så husk også at linke til den fra dine ældre artikler om samme emne.
Jeg kan fx nævne, at hvis du har brug for en SEO-konsulent til at skrive dine SEO-tekster, så kan du kontakte mig. Nu lavede jeg lige et internt link – smart, ikke?
Eksterne links fører til andre hjemmesider. Link til troværdige kilder, når du henviser til undersøgelser eller fakta – det viser, at du har styr på dit stof. Og når andre linker til dig, er det et af de stærkeste signaler, du kan sende til Google. Læs mere om linkbuilding.
Brug linktekster, der beskriver, hvad der er på den anden side, og link kun, når det giver læseren værdi.
Step 8: Vis, at du ved, hvad du taler om (E-E-A-T)
Google vil gerne vise indhold fra kilder, man kan stole på. Det beskriver de med begrebet E-E-A-T:
- Experience (erfaring): Har du selv prøvet det, du skriver om? Fx brugt produktet, løst problemet eller arbejdet med det i praksis.
- Expertise (ekspertise): Har du den viden, der skal til for at udtale dig om emnet?
- Authoritativeness (autoritet): Bliver du set som en kilde, andre henviser til?
- Trustworthiness (troværdighed): Kan man stole på dig og din hjemmeside? Det er ifølge Google det vigtigste af de fire.
Det tager tid at blive en autoritet, og det er sværere i nogle brancher, fx sundhed og økonomi, hvor Google stiller ekstra høje krav. Men du kan gøre meget helt konkret:
- Skriv mange gode artikler om dit emne, og forbind dem med interne links.
- Vis, hvem der har skrevet teksten, og hvilken baggrund personen har.
- Brug dine egne eksempler, billeder og cases.
Jeg gør det fx ved at linke til min om-side på alle mine artikler.

Step 9: Lav opdelte afsnit, man kan skimme
Rigtig mange skimmer tekster på nettet i stedet for at læse dem ord for ord. Derfor skal din tekst være let at overskue: korte afsnit, tydelige underoverskrifter, punktopstillinger, billeder og fremhævet tekst. Det værste, du kan gøre, er en „wall of text”.
LÆS OGSÅ: Sådan laver du onpage SEO
Start gerne med et kort svar øverst, ligesom i denne artikel. Det gør læseren glad, fordi de med det samme kan se, at de er landet det rigtige sted – og det gør det lettere for Google og AI-værktøjer at bruge din tekst som svar.
Forlader folk din side med det samme, fordi den er uoverskuelig, har du tabt dem – uanset hvor godt indholdet er. Hold øje med engagementsraten og den gennemsnitlige engagementstid i Google Analytics 4. Den fortæller dig, om folk faktisk bliver og læser.
Step 10: Svar på ALLE dine læseres spørgsmål
Hvis du vil i toppen af Google, må læseren ikke sidde tilbage med spørgsmål. Find de spørgsmål, din målgruppe stiller – i Googles „Andre stiller også disse spørgsmål”, i dine mails, i telefonen og i dine kunders anmeldelser – og besvar dem grundigt.
Folk søger i dag med længere og mere specifikke spørgsmål, bl.a. fordi de er vant til at skrive til AI-værktøjer som ChatGPT. Skriv gerne dine underoverskrifter som de spørgsmål, folk stiller, og giv et klart svar lige under. Så har du også en bedre chance for at blive citeret i Googles AI-oversigter. Læs mere om Generative Engine Optimization (GEO) og AI SEO.
Step 11: Opdater dine tekster og overhal konkurrenterne
Du har skrevet din SEO-tekst, den er udgivet – og nu er det bare at læne sig tilbage og vente på førstepladsen. Right?
DESVÆRRE … Arbejdet stopper ikke her.
Når der er gået noget tid, kan du tjekke din placering helt gratis i Google Search Console. Kig især efter søgeord, hvor du ligger på position 8-20 – der kan en opdatering tit løfte dig op på side 1. Den her artikel lavede jeg første gang tilbage i 2022, og til at starte med rangerede den ikke en flyvende fis. Men efter flere opdateringer med mere viden begynder det at ligne noget i Googles øjne.
Verden forandrer sig, så det, der var en verdensklasse-artikel i 2022, er ikke nødvendigvis det bedste svar i 2026. Opdater dine sider med det, der er relevant nu og her: nye eksempler, nye billeder, nye tal og de spørgsmål, folk stiller i dag.
Step 12: Skal du bruge ChatGPT eller anden AI til dine SEO-tekster?
Må man, eller må man ikke bruge AI?
Google har selv sagt, at de ikke straffer tekster, bare fordi de er skrevet med AI. De belønner hjælpsomt indhold – uanset hvordan det er lavet. Men de slår hårdt ned på det, de kalder „scaled content abuse”: masser af sider, der er masseproduceret uden reel værdi, uanset om det er lavet af AI eller mennesker.
Der er stadig nogle faldgruber, du skal kende:
1# Du lyder som alle andre. Næsten ALLE bruger AI i dag – også dine konkurrenter. Smider du bare dine produkter ind og lader AI’en skrive produkttekster, er sandsynligheden for, at din tekst lyder som naboens, enormt stor. Ingen gider være „endnu en”.
2# Dine tekster mangler personlighed – og det kan mærkes! De samme kedelige opslag med identiske opsætninger og forudsigelige emojis dukker op overalt. Helt ærligt, det er som at tygge i kold havregrød. Jeg får lyst til at BRÆKKE mig, når jeg læser noget, der åbenlyst mangler personlighed. Det er din stemme og dine holdninger, der gør indholdet levende.
3# Forældet eller forkert information. AI kan skrive med stor selvsikkerhed om ting, der ikke passer eller ikke længere gælder. Det kan skade din troværdighed.
4# Ingen ægte erfaring. AI har aldrig behandlet en kunde, malet et badeværelse eller kørt en Google Ads-kampagne. Erfaring – det første E i E-E-A-T – er netop det, AI ikke kan levere. Det skal komme fra dig.
5# Den kender ikke dine kunder. AI ved ikke, hvad dine kunder spørger om i telefonen, eller hvad der får dem til at vælge dig.
Brug derfor AI som din assistent – til at brainstorme, finde spørgsmål, lave en første struktur eller rette kommaer og stavefejl. Men for pokker, husk at bringe dig selv ind i teksten. Læs mere i Må du bruge AI til at skrive tekster til din hjemmeside? og tænk det ind i din SEO-strategi.
Lad os summere op
En førsteklasses SEO-tekst handler ikke om søgeord, men om at være det bedste svar på det, folk søger efter. Her er de 12 trin:
- Start med en søgeordsanalyse, så du skriver om noget, folk faktisk søger efter.
- Match søgehensigten – søg selv og se, hvad Google viser.
- Lav bedre indhold end konkurrenterne, gerne med dine egne erfaringer.
- Skriv så langt, som emnet kræver – hverken mere eller mindre.
- Brug dit søgeord naturligt, og glem alt om densitet.
- Brug relaterede søgeord og dæk hele emnet.
- Brug interne og eksterne links med beskrivende linktekst.
- Vis erfaring og troværdighed (E-E-A-T).
- Lav opdelte afsnit med et kort svar øverst.
- Svar på alle læserens spørgsmål.
- Opdater dine tekster løbende.
- Brug AI med måde – som assistent, ikke som forfatter.
Det kræver tålmodighed og vedholdenhed. Men følger du trinene, giver du dig selv de bedste chancer for at komme op i Google og få flere besøgende. Vil du lære SEO fra bunden, kan du starte med mit gratis SEO-kursus eller se mit SEO-kursus.
Brug for hjælp til dine SEO-tekster?
FAQ – om SEO-tekster
Hvad er en SEO-tekst?
En SEO-tekst er en tekst, der er skrevet til at blive fundet på Google. Den bygger på de ord, folk søger efter, og svarer på det, de leder efter – så både Google og læseren får værdi af den.
Hvordan skriver man en SEO-tekst?
Find ud af, hvilke ord folk søger efter, og hvad de forventer at finde. Skriv derefter en tekst, der svarer bedre end konkurrenterne, med dit søgeord i titel, H1 og første afsnit, tydelige underoverskrifter og dine egne eksempler.
Hvor lang skal en SEO-tekst være?
Det afhænger af emnet. Et hurtigt fif er at kigge på de sider, der ligger i toppen. Har de skrevet ca. 2.000 ord, kommer du næppe op med 500. Men skriv aldrig længere end nødvendigt – kvalitet slår antal ord.
Må man bruge AI til at skrive SEO-tekster?
Ja. Google straffer ikke tekster, fordi de er skrevet med AI, men de belønner hjælpsomt indhold. Brug AI som assistent, og tilføj selv erfaring, eksempler og din egen stemme.
